Sommerudflugt den 27. august 2016

Den 27. august 2016 var vi over 40 personer af sted på sommerudflugt med bus fra Vestermarie - der var deltagere både fra kirken, borgerforeningen, Lokalhistorisk Arkiv og Aktive Kvinder, og vi havde en hyggelig dag i fantastisk sommervejr.

Turen gik fra Vestermarie ad Kongstubbevejen, hvor vi så lamaer - til Rø Plantage, hvor Connie, en meget naturkyndig dame, viste os rundt ad stierne ved Borgedalssøerne - først til fods, siden i bussen.

Dernæst gik turen sydpå gennem bisonskoven i Almindingen, hvor vi var så heldige at se bisonerne!

Nede på Dueodde besøgte vi koldkrigsmuseet, hvor vi spiste vores medbragte buffet - stor tak til Else og Poul for at arrangere dette! Og der var lejlighed til at køre med elevatoren 70 meter op i Bornholmertårnet og nyde udsigten over Sydbornholm.

Herfra gik turen til Snogebæk, hvor vi drak kaffe i menighedshuset, og dagen sluttede af med andagt i Pouls kirke ved sognepræst Hans Vilhelm Breum Jakobsen.

Klik på billederne for at se dem i større udgave samt diasshow.

Fotos ved Jeanne Cordua