Gudstjenester på radio, tv og på nettet

Der er mange muligheder for fjerngudstjenester i morgen på midfaste søndag, hvor vi skal høre om Jesus, der siger: ”Jeg er livets brød”:  

På P1 er der radiogudstjeneste klokken 10.00 ved biskop Peter Skov-Jakobsen. Hvis man selv sidder klar med brød og vin, hvordan det nu kan lade sig gøre, kan man deltage i nadveren på distancen, sammen med de over 100.000 mennesker, der lytter med i hele landet.  

Der er også prædikener fra Bornholm: Tænder man for TV2-Bornholm klokken 12 i morgen, er der mulighed for at høre en prædiken ved sognepræst Pernille Bolø fra Ibsker.

I lørdagens Tidende er der trykt en prædiken ved sognepræst og provst Johannes Gregers Jensen.  

Og er man ferm på nettet, er der rig mulighed for at finde gudstjenester i morgen, enten live eller båndede, fra hele landet og fra alle slags kirker. Den mærkelige situation, vi er i som samfund og kirke, giver rige muligheder for at gå på opdagelse, også i kirkelivet – og jeg håber, det må blive til velsignelse og opmuntring for os alle.  

Teksterne til morgendagens gudstjeneste kan findes her: https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke, hvor der også er et link til den nye mundrette oversættelse Bibelen 2020, som netop er udkommet.  

Sognepræst Cæcilie Jessen   (Billede: Vincent van Gogh - Arbejdsmand skærer brød siddende på en kurv - 1882)