Månedens salme

9

Om alle mine lemmer

Peter Dass omkr. 1704 / Morten Eskesen 1881

Egentligt er det første, der rammer os, når vi begynder at synge en salme, melodien. Ved organistens forspil aner vi, hvad det er, vi skal til at gå ind til: Mol eller dur? Langsom eller hurtig? Kendt eller ukendt? En anden melodi, end vi plejer, til en velkendt salme?

Den gamle folkevisemelodi, der normalt bruges til ”Om alle mine lemmer”, er i mol og har et adstadigt løb fremad. De første verselinjer bevæger sig nedad, hvorefter de løfter sig – som om vi løfter hovedet på en tanke – og falder til sidst til ro igen på sidste verselinje.

Salmen er på sin vis en sommersalme, men i den forstand, at den fortæller om sommerens vemod: Det vemod, der ligger i, at aldrig så snart er sommeren begyndt, før dagen vender omkring sankthans, og vi igen bevæger os mod mørkere tider. Sommerdagene har en stakket frist over sig: Vi skal nå at grille, bade og sidde ude alt det, vi kan, – for snart er det forbi.

Sommerens mol-tone minder os om, hvordan livet også går: Det går jo i en eller anden forstand altid mod enden, og vi kan forsøge at nå alt det, vi skal, inden da.

Men salmen er i salmebogen ikke blevet lagt under ”Årstiderne”, hvor vi ellers finder de kendte sommersalmer. Den er kategoriseret under ”Lovsange”. Hvilken vemodig lovsang! Men dermed afslører den netop noget om den menneskelige lovsangs natur: Vi ser, at dagene bliver kortere, men vi lovsynger Gud med tak, for det, der er – og tak for, at vi ikke skal frygte afslutningen, men kan glæde os i håbet om, at han vil tage os i favn.

Peter Dass beskriver denne lovsyngende eftergivenhed i sidste strofe. De tre gange ”lad…” (en treenighed!) er en overgivelse af tidens gang til Gud – de tre udråbstegn sætter eftertryk på – og så disse Salomon og Sulamit, hvis navne føles så gode at synge, som er bruden og brudgommen fra Højsangen i Bibelen, men her bliver et billede på Kristus og hans kirke, der forenes i en evig omfavnelse:

Lad livets kilde flyde,
at ingen stopper den!
Lad folkene sig fryde,
mens tider farer hen!
Lad lykkes Jesu navn,
at Sulamit må tage
sin Salomon i favn!

 

Laura Cæcilie Jessen