Månedens salme

Den Danske Salmebog

Salme 720

Mel.: Peter Møller 1974 - Per Nørgård 1976

Menneskelivet - Årstiderne 

1
Som året går,
skal vore sind
nu vandre gennem
vinter ind.

Som træet nu
står tomt og bart,
skal vi dets tanke
skue klart:

2
Hvordan det stod
på bitte fod,
men dybt i jorden
fæsted rod

og voksed til
en kæmpe-eg,
ud i hvis grene
livet steg.

3
Det træ er dødt.
Nu dækker sne
de marker, som
før sang af le

og klang af råb
og motorlarm,
til jorden var
i frostens arm.


4
I sjæle,
som i verden bor,
nu dækker sne
den ganske jord,

og livets sommer
sover dybt
i glemsels og i
vinters krypt.


5
Sig da til hvert
et frygtsomt sind:
et nådens barn
er draget ind,

kan ikke ses
af hver og én.
Du ser ham kun,
hvis du er ren (1),


6
og hvis du faldt
som frøet ned
i jordens mørke
evighed.

Hvis du er helt
alene, du,
så skal du se
din frelser nu.


7
Han er som liv
i frugt og frø,
der måtte falde
dybt og dø

og færge livets
nye år
igennem vintrens
larm og sår.


8
Han gror af jeg’ets
hjerterod.
Han er dit liv. Du er
hans blod.

Der er så stille
på vor jord.
Se, sneen dækker
nådens ord:


9
De, der har mistet
alt, som I,
dem vil jeg tage
bolig i,

usynlig
for alverdens sind,
og bie dér
på sommervind.


10
Og ingen sjæl
skal se det ske,
der ikke våger
under sne

på denne kolde
vinterdag
i livets skjulte
spirelag.


(1) 1 Joh 3,3; Matt 5,8.  Ole Sarvig 1952

-----

Ole Sarvig blev født i København og endte også sit liv her. I årene mellem sin fødsel og død nåede han dog at bo i Spanien, Norge, Frankrig, Skotland og Irland. Derudover rejste han i blandt andet USSR, de baltiske lande og Italien. På sine rejser opsøgte han ikke andre kunstnere – som det ellers er kutyme – men derimod ”virkelige” mennesker, og han har siden udtalt: ”Jeg er en bevidsthed, som søger skæbne og legemlighed og er meget taknemmelig, når jeg finder dem” (Poul Borum: ”Samtale med Ole Sarvig”, s. 58). De mange rejser kom, sammen med en udogmatisk kristen tro, der fulgte Sarvig livet igennem, til at spille en stor rolle i forfatterskabet. Det samme gjorde byen og den moderne malerkunst.

Sarvig voksede op på Nørrebro, og som barn blev han taget med på et hav af kunstmuseer. Hans far malede selv som ung, og hans onkel Edvard Sarvig var en dygtig landskabsmaler. Fra 1940-45 studerede Ole Sarvig kunsthistorie ved Københavns Universitet, og som ung færdedes han i gruppen omkring de spontane abstraktister. Han var altså, som han selv formulerer det, vant til lugten af terpentin. Lugten af blæk var dog ikke ligeså almindelig i hans nærmiljø, og da han engang ønskede sig en bog af digteren Poul La Cour, vakte det opsigt: ”Jeg ønskede mig til en familiejul den bog, der hed ”Alt Kræver Jeg,” og da det ikke var et – om jeg så må sige – litterært miljø, jeg voksede op i, så vakte det nogen forundring, man advarede mig endda og fortalte mig, at bogen var på vers, og at jeg kunne få den byttet, hvis jeg ønskede det” (Poul Borum: ”Samtale med Ole Sarvig”, s. 14). Sarvig byttede dog ikke bogen, men blev selv en del af litteraturens verden, og kom gennem sin karriere også i berøring med en lang række andre kunstneriske udtryksformer og medier.

Fra 1950-53 fungerede han som kunstkritiker for Information, og han udgav derudover en bog om Edvard Munchs grafik samt ”Krisens billedbog” om den moderne malerkunst. Herefter var han redaktionssekretær og kunstkonsulent ved DR’s fjernsynsafdeling, og i Holstebro kom han til at arbejde med eksperimenterende teater. Først og sidst var han dog digter, og i 1967 modtog han Det danske Akademis Store Pris.

Ole Sarvig nåede at være gift flere gange, og ægteskabet med hans sidste hustru Helen Aileen Sarvig (født Dewell) varede fra 1962 til Helens død i 1980. Året efter begik Ole Sarvig selvmord.