En hilsen på Store Bededag den 8. maj 2020

8. maj 2020

Refleksion til store bededag

At bede er at blive
en hundesnude i verden.

Sådan skriver den svenske digterpræst Lars Åke Lundberg. Billedet af den snusende hundesnude er overraskende. Det lader os ane, at bøn ikke kun er at bede om noget, men at det også er udforskning eller stille vejring. Tænk på hunden, der har fået færten af noget: Den er i gang med en leg, men pludselig standser den op og bliver stille og retter snuden opad. Sådan er bønnen også: Vi standses i det, vi er i gang med, og vejrer efter Guds nåde i verden. Efter vej, efter skjulte sandheder, efter venskab på uventede steder.

Bededagsbøn
af sangskriveren Jonas Petersen

Godmorgen, kære Gud! Jeg takker dig for denne nye dag,
at den er lyst op af din nåde.
Tak for, at jeg også denne dag
må komme vågnende til det daglige brød,
som du gav mig, mens jeg sov.
Tak for, at jeg også i dag
må blæse al min tyngende bekymring ud
som sæbebobler mod din hud.
Tak for, at du åbenbarer en flig af dit væsen
i bøgen og birken og syrenen
og i alle forårets svimlende dufte,
og at du lader solsorten synge
den samme euforiske morgensang,
som kvinderne i gravhaven hørte,
og at jeg, enfoldig som en fugleunge,
må bo i din hånd
endnu en dag. Amen.

Guds fred, sognepræst Cæcilie Jessen